Historien om Joseph Conrad ex. Georg Stage I

Verdens ældste sejlende civile søfartsskole, jordomsejler, lystyacht, US navy skoleskib, museumsskib og måske en dag Københavns nye vartegn.

I 1880 døde den unge Georg Stage. Hans forældre var knuste, men det blev besluttet at bruge den arv, som han skulle have haft til at anskaffe et skoleskib til den danske handelsflåde. Dengang blev unge drenge sendt ud med et handelsskib, når de skulle starte en karriere til søs og ofte endte det med tragedie, når de unge mennesker kom til skade eller blev dræbt. Derfor skulle skoleskibet give dem uddannelse, så uheldene kunne undgås.

Skoleskibet var inspireret af dels den danske orlogsbrig Ørnen, som uddannede officerer til marinen, og dels det svenske skib Abraham Rydberg, som var øvelsesskib for en søfartsskole i Stockholm. Men selv ideen med at lade et skib være en søfartsskole, blev for første gang i hele verden udfoldet om bord på Georg Stage i foråret 1882, hvor skibet gik ud på sit første togt.

Siden er skoleskibsbranchen vokset og har forandret sig, men al moderne Sailtrainings udgangspunkt er stadig det gamle Georg Stage. I dag findes der omkring 300 Sailtraining-fartøjer i verden med de tre russere, Kruzenshtern, Sedov og Mir, som de største. Søsætningen af Georg Stage var dermed med til at sikre en global udvikling inden for maritim uddannelse, som den dag i dag er mere praktisk orienteret og mere  fokuseret på praktiske erfaringer end øvrige uddannelser.

Skibet blev bygget som skib nummer 120 fra Burmeister & Wain i København. Det var bygget praktisk med fyrredæk og rig lavet i træ. Det var i begyndelsen ikke tænkt som et skib, som skulle holde i mange år, men som et brugsskib. Derfor er det ironisk, at skibet i dag hører blandt de ældste skibe i verden.

Allerede fra byggeåret var det som skibstype forældet. Moderne skibe dengang var dampdrevne og bygget af jern, men den fuldriggede Georg Stage kunne uddanne og beskæftige 80 unge mennesker ad gangen og blev dermed det perfekte pædagogiske redskab for den nye søfartsskole.

Skibet var fra begyndelsen placeret på et område ejet af den danske flåde. Det var malet i flådens (daværende) farver og dens besætning indtil første verdenskrig bestod også overvejende af flådeofficerer, som på Georg Stage kunne få første mulighed for at føre kommando. Flere af datidens eventyrere som grønlandsfarerne G.C. Amdrup (kaptajn 1903) og Ejnar Mikkelsen (elev 1895 og understyrmand i 1900) tog på deres første eventyr på det gamle Georg Stage.

I 1905 ramte katastrofen. Skibet blev torpederet af en skotsk damper, og 26 elever druknede i forbindelse med kollisionen. Skibet blev ret hurtigt bjerget, og allerede året efter var det i drift igen. Georg Stages forlis var en enorm katastrofe, og indtil Skoleskibet København forsvandt i 1928, var det den værste dag for danske skoleskibe. København forliste i Atlanterhavet, uden spor, og 57 mennesker, hvoraf 21 var gamle elever fra Georg Stage forsvandt.

Kort efter dette forlis satte staten gang i byggeriet af to nye skibe. Det ene var statsskoleskibet Danmark, og  det andet var afløseren for Georg Stage I – det nuværende skoleskib Georg Stage II. Statsskoleskibet Danmark blev bygget efter den tids mode, hvor skoleskibe skulle være store og repræsentative – det nye Georg Stage blev derimod bygget som det perfekte skoleskib og var en lille smule større end det gamle, havde lidt mindre rig, men var ellers bygget på samme skabelon, som måske ikke er så velegnet til receptioner, men så meget bedre egnet som skole.

I oktober 1934 solgte stiftelsen det gamle skib til den australske eventyrer Alain Villiers, som ville drive kommerciel søfartsskole, og som omdøbte skibet til Joseph Conrad. Villiers første gerning om bord var at ødelægge motoren, da han ikke mente, at brugen af en sådan ville passe til rigtige søfolk. Derefter stod han til søs, og om det var manglende manøvreevne uden motor eller andre faktorer, så var han tæt på forlis flere gange på sin tur, som dog nåede jorden rundt og endte i New York. Der løb Villiers tør for penge og solgte skibet til Huntington Hartford II i 1936. Dennes familie havde patentet på støddæmpere til biler og ejede 16.000 supermarkeder fordelt over hele USA, så han havde penge til at gøre noget for skibet. 

Det betød en større ombygning til luksusyacht, hvis fornemste opgave var at sejle ejeren og hans venner til Hartfords ø ”Paradise Island” på Bahamas. Det er den ø, som bebos af Dr. No i James Bond-filmen af samme navn. I 1939 var han dog træt af det og overdrog skibet til de amerikanske søfartsmyndigheder, hvor det øjeblikkeligt blev sat ind i træningen af kadetter til den amerikanske flåde. Sådan sejlede skibet under hele Anden Verdenskrig, og tusinder af kadetter bevægede sig over dækket på vej til især krigsskuepladsen i Stillehavet og konvojtjeneste i Nordatlanten. Joseph Conrad fik en række medaljer for sin krigsindsats, og selvom fokus efter krigen mest var på Skoleskibet Danmark, så havde Joseph Conrad været i aktion længere og med større reel betydning.

I 1947 var skibet udslidt (igen) og blev overdraget til museet Mystic Seaport i Connecticut. Et fint museum, som i mange år brugte skibet som øvelsesskib ved kaj. Generationer af amerikanere har været på sommerlejr på the Conrad og har boet på skibet i uger i træk. Det sætter sit præg på et skib, og efter en større renovation i 1980’erne er Joseph Conrad stille og roligt blevet mindre vigtig for museet – især efter renoveringen af museets hvalfangerskib Charles W. Morgan fra 1842. Skibet bruges stadig til indkvartering, men museet har meddelt, at dets tid på museet nu nærmer sig sin afslutning, og hvis ikke en ny anvendelse viser sig, vil skibet blive hugget op.

Skibet lever i dag op til kriterium I, II, IV og VI for udpegning til Unescos Verdensarvsliste, hvor der på nuværende tidspunkt endnu ikke findes sejlende skibe. Skibet er – især hvis det placeres i København – et eksempel på de store skoleskibe, som har sat sit præg på verden, og som ud fra en æstetisk, økonomisk og kulturel målestok kan siges at have forandret verden. Efter en renovering vil skibet endvidere springe ind på top-10 over de ældste aktive skibe i verden og vil umiddelbart blive en af byen Københavns hovedattraktioner.

Læs mere i Asser Amdisen, Georg Stage – På kryds mod tidsånden siden 1882, Lindhardt og Ringhof 2022.

Joseph Conrad som skoleskib for den amerikanske flåde. Library of Congress.

Red Verdens ældste skoleskib
Haraldsgade 33, 3
2200 København N
info@redskoleskib.dk
cvr: 45223868